Klamrerim kaldes også 'omsluttende rim', 'kiastiske rim' eller 'spejlrim'. Klamrerim er kendetegnet ved, at sidste ord i en strofes første og sidste verslinje rimer.

Rimmønsteret i en strofe, der indeholder rimsættet klamrerim, kan fx være abba eller abca.

Klamrerim forekommer væsentlig mere sjældent end parrim og krydsrim. Og af de klamrerimende digte og sange er det abba-mønstret, der er langt det almindeligste. Som i disse eksempler:

Eksempel 1:

Men du var opfyldt af Klokkespil.
som drog dig fjernt over Hav og Bølge
med deres uhørlige Tonefølge
til Eventyrland, som for dig var til.

Fra Sophus Claussens (1865-1931) digt Ingeborg Stuckenberg, 1912.

Eksempel 2:

Nu leger lam og børn med kåde spræl
insekter snurre gennem luften vide.
Vi køre lystigt til den lyse side
på solsystemets store karusel.

De unge piger sig med blomster smykke
og skærer hjerter ud i træers bark
og smiler ved, at hver en urt på mark
forsigtig åbner kønnet på sin lykke.

De to første strofer af Thøger Larsens (1875-1928) digt "Nu leger lam og børn" fra digtsamlingen Maj, 1905.

Men i få digte anvendes også klamrerim i rimmønstret abca som her:

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogensinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig, –
al min længsel, livets store drøm.
Åh - og dine fødder var så spæde.

De to første strofer af Tove Ditlevsens (1917-1976) digt "Til mit døde barn" fra 1937.

Eller som i dette uddrag fra Viggo Stuckenbergs mindedigt i anledning af hans mors død:

Og staar jeg ved din friske Grav,
saa nær dig og saa iskoldt fjern,
og prøver paa at takke
i Stilhed dig for, hvad du gav,

da fryser mine Tanker
i ensom, bitter Fattigdom,
min Tak er kun lidt Blomster,
jeg dig ved Vejen sanker.

Og hvad er Blomster nu for dig,
som havde alle Blomster kær,
hvad er for dig din egen Søn,
hvad er de Blomster, hvad er jeg — —

Fra digtet "Det er saa tungt at tænke" af Viggo Stuckenberg (1863–1905) fra digtsamlingen Sne, 1901.