Indrim

Indrim er en form for undefinedstavelsesrim, der er kendetegnet ved, at et eller flere ord i samme verslinje rimer, eller at ord inde i flere forskellige verslinjer rimer med hinanden. Man kan skelne mellem:

  • Binderim, dvs. at to ord i samme verslinje rimer
  • Midtrim, dvs. at ord inde i flere forskellige verslinjer rimer med hinanden (her er altså ikke tale om enderim)
  • Multirim, dvs. når flere end to ord i en eller flere verslinjer rimer (meget almindelig i raptekster)

Eksempelbinderim, hvor et ord inde i en verslinje rimer med sidste ord i samme verslinje:

Men, som han fornøiet Øiet
kaster hen paa Sol og Jord,
Synes ham hans Øre høre
som et sammenblandet Chor;
Hvori Blomstervrimlen, Himlen,
Bølgen, Fuglen høit på Qvist,
Og den Duft, som viger, siger
hvad han aldrig før har vidst.
Alt eet Sprog kun maler, taler
Selv det hemmelige Sprog.
Øiet rundt sig vender, brænder
i Naturens store Bog.

(Fra Adam Oehlenschlägers (1779-1850) digt Simon Peder, 1805. Binderimene er markeret med blå kursiv).

Et andet eksempelbinderim (markeret med blå kursiveret skrift) er de sidste to verslinjer i hver strofe i digtet "Der er en åben bog" (2000) af Niels Brunse.

Der er en åben bog,
som gemmer al vor viden;
det er det danske sprog,
det sind vi er fælles om.
Det slynger sig, gynger sig gennem vort liv,
det nærende, bærende livsperspektiv.

Det griber smidigt fat
i alt, hvad tiden bringer,
og rummer dog en skat
af alt, hvad der var engang.
slumrende, skumrende, muldnede lag,
dér dyrker vi, styrker vi sproget i dag.

Og alle vi, der bor
her under Danmarks himmel,
kan bruge sprogets ord,
hvor end vi er kommet fra.
De snærende, tærende skel falder bort,
det blivende, givende sprog, det er vort.

Her gengivet fra Lise Bostrup (red.): Sange om det danske sprog, 2018.

Eller i omkvædene til en sang, som Harald H. Lund skrev:

Saa bruser det, saa suser det,
og der blir Blad ved Blad.
Saa basker det, saa plasker det,
som Børn, der er i bad.

(...)
Nu synger det, ny gynger det
i Lindetræets top.
Saa pjatter det, saa klatter det,
hvor Spurve flyver op.

(fra digtsamlingen Mødet med Foraaret, 1931 af Harald H. Lund. Mine kursiveringer af indrim).

Eksempel på strofe med både midtrim og enderim (midtrim er markeret med blå skrift og enderim med violet skrift:

Våren kom, den skønne, med glæde stor,
smykked' marker grønne med blomsterflor.
Alle fugle synge nu dagen lang.
Atter løves skoven,
fuglesang foroven har herlig klang.

Et eksempel på indrim i form af multirim, hvor flere ord i en verslinje rimer med hinanden:

Blod i årerne, så dårerne må hjem og slikke sårene mine forfædre gør mig bedre med årene.

Fra rapdigtet Ej Blåt Til Lyst af Kongehuset, 1996.

Til toppen

Pixidansk.dk | ISBN 978-87-998642-4-9 | © Forfatter og ansvarshavende: Jørn Ingemann Knudsen 2024 | Kontakt