Vokalrim er enten et bogstavrim (også kaldet allitteration), dvs. kendetegnet ved lydlig lighed mellem ords eller stavelsers betonede begyndelsesvokaler eller en såkaldt assonans, dvs. lydlig overensstemmelse mellem vokaler inde i to eller flere ord i et vers/en strofe).
Eksempel på et par vers, der indeholder begge typer af vokalrim:
Lyksalig den, som langt fra Verdens Larm,
er ikke riig - ey heller alt for arm.
Fra Johannes Ewalds (1743-1781) digt "Da jeg var syg", 1771.
I strofens første linje er der en assonans, nemlig den enslydende 'a'-lyd i ordene 'langt', 'fra' og 'Larm'.
I anden verslinje finder vi vokalrimet (bogstavrimet) 'ey'/'arm' (udtalen af 'e' i ordet 'ey' og af bogstavet 'a' i ordet 'arm' lyder ens).
Alle de nævnte ord i assonansen og bogstavrimet er forbundne via denne lydlige overensstemmelse i ordenes a-vokal.
PS: på pixidansk.dk har vi valgt at bruge betegnelsen vokalrim om lydlig overenstemmelse mellem begyndelsesvokaler i flere ord i en eller flere verslinjer og termen assonans om lydlig overenstemmelse mellem vokaler inde i flere ord (altså ikke i begyndelsen af ord).
Glossary
- Assonans
Assonans er en slags bogstavrim, der er kendetegnet ved gentagelse af enslydende, trykstærke vokaler i flere ord i samme sætning/verslinje, fx de enslydende a-lyde i sætningen 'alle dage valgte han haven'. Assonans er således ikke stavelsesrim, som er den mest anvendte rimtype, oftest som enderim, fx dage/bage, have/lave, sale/dale.
Hvis enslydende vokaler forekommer som begyndelsesbogstav i flere ord i samme sætning/verslinje, kan man vælge at kalde denne type rim for vokalrim, fx den enslydende æ-lyd i begyndelsen af flere ord i følgende sætning: 'Ester elsker æbler - og Ebbe'.