Konsonantrim

Konsonantrim er den ene type af det såkaldte bogstavrim (også benævnt undefinedallitteration). Den anden hedder undefinedvokalrim.

Konsonantrim er kendetegnet ved lydlig lighed mellem ords eller stavelsers begyndelseskonsonanter. Med denne definition hentydes til, at der altså både er tale om konsonantrim, når flere ord begynder med samme konsonant (fx solen skinner), og når stavelser inde i ord begynder med samme (eller enslydende) konsonanter (fx regnvåde sommerveje).

Eksempel på brug af konsonantrim:

Den, højst jeg elsker, helst jeg slår og sårer
den, der mig gjorde vel, jeg hedest hader;
de største glæder ejer tyngste tårer;
det møjevundne mål jeg brat forlader.

I denne strofe fra digtet "Ballade Villon", 1888 af Niels Møller (1859-1941) er det jo de ens forbogstaver i hhv. slår/sårer, hedest/hader, tyngste/tårer og møjevundne/mål, der udgør konsonantrimene.

Hvor er konsonantrimene i følgende strofe?:

Der blev stille i stuen.
Festen var endt.
Der stod kun et støvet
forstemt Instrument (...)

(Fra Holger Drachmanns (1846-1908) digt Farlige Drømme, 1879).

Følgende tre titler på værker af Dan Turèll (1946-1993) er meget tydelige konsonantrim:

  • Onkel Danny's drivende dansende dirrende dinglende daskende dryppende danske dåse-digte (1974)
  • Onkel Danny's små sorte sitrende skinnende svirrende swingende saxsoli sæbeboble-sange (1978)
  • Onkel Danny's rullende rallende regnvejrs ragtime rhapsodi (1979)

Til toppen

Pixidansk.dk | ISBN 978-87-998642-4-9 | © Forfatter og ansvarshavende: Jørn Ingemann Knudsen 2024 | Kontakt