Eksempel på fiktionalisering

I nedenstående artikel bruges et typisk fiktionaliserings-kneb, nemlig tilbagehold af viden, også kaldet 'vidensfald'.

Med 'tilbagehold af viden' menes, at afsenderen (fortælleren) introducerer viden, der pirrer modtagerens umiddelbare interesse, men samtidig bevidst tilbageholder vigtige dele af den med det formål at lokke læseren til at læse videre i teksten, drevet frem af nysgerrighed efter - forhåbentlig på et tidspunkt - at få del i den viden, som afsenderen holder tilbage.

Modtageren får da også, i dette konkrete tilfælde, tilfredsstillet sin nysgerrighed, idet afsenderen til sidst i artiklen afslører, hvad det er for en viden, han løftede sløret for i begyndelsen, men tilbageholdt vigtige dele af.

Der er farlige dyr i Danmark

DEBAT: Debatten om ulve i Danmark må bygge på kendsgerninger, mener Bo Håkansson, Danmarks Naturfredningsforening. Han peger på, at ulve ikke har angrebet mennesker i Sverige og Tyskland.

Vi har dyr i Danmark, som er livsfarlige for mennesker. Det må vi nok lære at leve med. Et dyr - det allerfarligste - findes ikke i hele Danmark, men 'kun' i en region. Det er bestemt ikke noget nuttet dyr. Det lever af andre dyr, og bider det, er man på den.

Et andet dyr menes allerede at have været medvirkende årsag til flere dødsfald blandt mennesker i Danmark. Er man en af de uheldige, er udsigterne ikke gode.

Og så er der ulven. I Tyskland findes nogle hundrede stykker, og vi har siden 2012 haft besøg i Danmark af mindst 19 forskellige ulve.

Igennem fund af kadavere og ekskrementer kan man følge ulvenes færden i Danmark. Man ser dem nemlig som oftest ikke, fordi de typisk holder sig væk og flygter, når de opdager mennesker. Nogle steder - f.eks. i en skov ved Kolding - kan de derfor være tæt på byer om natten uden overhovedet at blive set. De vil ikke have med mennesker at gøre.

I Tyskland har der været 0 dødsfald og 0 angreb på mennesker i vor tid. I Sverige har der været 0 dødsfald og 0 angreb på mennesker i vor tid. Beskrevne angreb har reelt været på dyr.

Se på nabolande

I 'Ulvegruppen' under Miljøministeriet har vi lagt vægt på i fællesskab at lave en forvaltningsplan, som bygger på fakta, ikke myter og fordomme. Det må man have kæmpe stor respekt for, da ulve absolut kan give væsentlige problemer, særligt for fåreavlere.

Man må også anerkende og have stor respekt for, at man - indtil man er bekendt med fakta - kan være bekymret over tanken om ulve i Danmark.

Derfor er det måske oplagt at se på vores nabolande, hvor ulvene også er ved at vende tilbage - hvor mange mennesker er der slået ihjel af ulve i Polen og Tyskland i vor tid? Hvor mange er angrebet? Bliver ulvene farlige, når de krydser den dansk-tyske grænse? En seriøs debat om ulvene må jo bygge på erfaringer og kendsgerninger. Ellers kan det blive populistisk.

De farlige dyr jeg nævnte? På Bornholm og på Sjælland har der de senere år været den særlige og meget ondartede TBE-virus blandt skovflåterne. Den kan man dø af.

Og Sundhedsstyrelsen oplyser på sin hjemmeside, at i perioden 2012 til og med maj 2014 er i alt fire personer døde af den særlige type MRSA CC398. MRSA CC 398 er en særlig type MRSA, som kan smitte fra dyr (hyppigst svin) til mennesker. Det er vel nærmest svarende til tidspunktet, hvor ulven igen blev konstateret i Danmark.

Kilde: undefinedaltinget.dk/artikel/der-er-farlige-dyr-i-danmark. Set 22. juni 2023.

Til toppen

Glossary

Populisme

Ordet kommer af det latinske populus, der betyder 'folk'. Egentlig betyder populisme, at man 'følger folket', at man gør 'som folket vil have'.
Ofte bruges betegnelsen i nedsættende betydning om nogen, fx et parti, en tv-station eller en person, der forsøger at opnå popularitet ved i højere grad at handle ud fra, hvad der er populært i en befolkning, end hvad der er rigtigt, fornuftigt eller godt. Læs en mere nuanceret definition.

Pixidansk.dk | ISBN 978-87-998642-4-9 | © Forfatter og ansvarshavende: Jørn Ingemann Knudsen 2024 | Kontakt