Begrebet 'bevægelse' anvendes i billedanalysen. Det kan umiddelbart virke paradoksalt, når det drejer sig om faste billeder, som fx en trykt reklame, et maleri, et tegneseriebillede eller et stillbillede fra en film. Der står alt jo bogstavelig talt helt stille.
Når begrebet 'bevægelse' alligevel bruges, er det, fordi billedmageren ofte forsøger at skabe en illusion, en forestilling om, at der foregår en aktiv bevægelse af en slags i billedets motiv, en såkaldt dynamisk bevægelse.
En bevægelse skabes bl.a., når motivet er handlingsmættet, altså når der i billedet beskrives en situation, hvor der ser ud til at være aktivitet. En dynamisk bevægelse kan også opleves:
- når kompositionen er en diagonalkomposition
- når den dominerende linjeføring i det hele taget er skrå, skæv og uregelmæssig
- når uregelmæssige geometriske former dominerer
- når kompositionen er en læselinjekomposition
- når kompositionen ikke er symmetrisk, ikke er venstre-vægtet, ikke er midtercentreret eller ikke inddrager det gyldne snit
- når forsvindingspunkter befinder sig i udkanten af eller uden for billedet.
Se bevægelse i et billede. Se statisk bevægelse og rytmisk bevægelse.
Læs om forskellige kompositionsformer i opslag om billedkomposition.
Se disse to eksempler på, hvordan der kan skabes oplevelse af dynamisk bevægelse i faste billeder: