Linearperspektiv (eller lineært perspektiv) er en matematisk metode, der blev udviklet i første halvdel af 1400-tallet, hvorefter man kan skabe en illusion om rumlig dybde (også kaldet perspektiv) på en flad overflade, fx en tegning eller et maleri.

Den italienske arkitekt, filosof, digter m.m. Leon Battista Alberti (1404-1472), beskrev teorien bag linearperspektivet  i et notat, der blev udgivet 1435.

Grundprincippet i metoden er at lade rette parallelle linjer mødes i et punkt (et såkaldt forsvindingspunkt) i billedrummets baggrund. Parallelle linjers kendetegn er jo, at de aldrig mødes. Imidlertid ser det ud som om parallelle linjer nærmer sig hinanden eller ligefrem støder sammen, hvis man følger deres forløb ud mod horisonten.

Mange af samtidens malerkunstnere interesserede sig for dette, fordi de gerne ville lære at fremstille rum i deres malerier, der var så nøjagtige og så troværdige gengivelser af virkelighedens tredimensionale rum som muligt.

Linearperspektivet er siden renæssancen blevet udnyttet som virkemiddel i alle former for faste billeder, både i fotografier af rum, hvor de indadgående rette linjer (også kaldes dybedelinjer), der mødes i et forsvindingspunkt, er helt åbenlyse, og i malerier, hvor kunstneren tydeligvis har overvejet, hvordan linjeføringen skal være, hvis der skal skabes en illusion om dybde i billedrummet.
En særlig udgave af linearperspektivet er det såkaldte centralperspektiv.
Se simultanperspektiv og værdiperspektiv.

Se herunder et af de allerførste eksempler på brug af linearperspektiv i et maleri: