Træt af Gadens tamme, blege
Afart generis humani,
gaar jeg under Lysreklamen
ind i Cirkus Sarassani
for at se den dunkle Vildskab
gøres Vildskab underdanig.

Og et Forhæng gaar til Side
for en underlig Kvadrille:
plumpe Elefanter danser
næsten yndigt over Tilje,
deres tunge Vældes Styrke
tvang en fræk og sikker Vilje.

Dybt forhaanet Dyrets Konger
Narres Værk for Pøblen øver,
hvert et Trin er Had og Smerte,
som Morfin og Frygt bedøver,
kun i korte Øjeblikke
brøler de, at de er Løver.

Stolt og ensom Dromedaren
vandrer frem, som mellem Døde,
skuer fjernt igennem Rummet,
som om her var mere øde
end Saharas Ørkenflade
under Allahs Aftenrøde.

Skrigende af Muskelglæde
ti Araberdrenge leger,
løbende omkap med Døden,
flaksende som rappe Eger —
staar tilsidst paa Skuldren af den
ibenholtpolerte Neger.

I Parkettet, fremadbøjet,
hvid og fin en Kristen-Pige,
blidt som Kærtegn dyb Forundring
former Mundens bløde Vige —
sært, hvad der er til i Verdens
brogede og skønne Rige!

Et digt af Axel Juel (1883–1948) fra digtsamlingen Vandringsmanden synger, 1915.