Efter fire dages rumletur i en kinesisk kærre ankom Mary Elgan, nu Mary Ching, sammen med sin mand, Ching Wung Wu, til landsbyen, hvor han var født.

Hun lå nede på vognens hårde bund. Hendes rødgyldne hår, der altid havde strålet om hendes hoved, lå nu mat og tjavset hen over brædderne. Blusen med det kække, mandfolkeagtige slips var snavset og stank vammelt. Hver gang hendes næse nærmede sig tøjet, fløj en række billeder igennem hendes hjerne: Shanghai, hvor stanken første gang havde slået hende i møde som noget fremmed og fjernt; sejladsen op ad floden, hvor hver lille bys beliggenhed kunne bestemmes med lugtesansen; kroerne, hvor hun blev helt overvældet af den, sødlig af knækkede væggelus, kvalmende af urent tøj; og nu, hvor støvet stod ind i vognen, en atmosfære, der var ved at kvæle hende. Det var, som om hun var gået ned ad en trappe, bort fra den rene luft og nedad mod den stinkende jord, der ventede hende.

Medens hun var blevet syg af denne tiltagende stank, var Ching blevet en anden, og det på de fjorten dage, hun havde været i Kina. Hun havde truffet ham, den stille, kloge asiat, ved hemmelige kommunistmøder i Chicago ― og havde giftet sig med ham, en vielse, hvor de uden præst havde rakt hinanden hånden i kammeratlig elskov og uden ord og løfter havde stirret hinanden ind i øjnene. Han var asiat; men hun var hævet over fordomme.

Men kun et par dage i Shanghai, og Ching var som forvandlet. Det havde i det hele taget været ydmygende dage. Ingen af hendes landsmænd havde værdiget hende et blik, og hendes landsmandinder havde stirret lige igennem hende, så at hun havde følt sig uvirkelig som en skygge. Hun var da ellers en stor kvinde, myndig og iøjnefaldende; men hun havde altid haft en svaghed i knæene, som om hun i næste øjeblik ville knække sammen, en sælsom svaghed i forhold til den store, frodige skikkelse med det rødgyldne hår ― og i Shanghai var de blevet svagere, krummere. Hun havde ligesom nærmet sig jorden.

Men alt det havde været intet mod sorgen over Ching. Hun havde uklart anet forvandlingen; dog var det ikke blevet hende klart, førend han en dag havde bragt en ven med sig op på deres hotelværelse og ― uden at præsentere hende ført ham ud på altanen, hvor de havde sludret i flere timer. Hun havde gået uroligt rundt. Frisuren havde siddet som en blank, omhyggeligt udarbejdet krone på hendes hoved, og blusen med slipsets røde, snorlige streg havde knitret af renhed. Men dette lille træk i Chings karakter havde sløvet hende. Det havde været den sidste dag, hvor streng renlighed havde haft betydning for hende.

Hvorfor var hun ikke flygtet? Havde hun ikke troet på forvandlingen, eller var hun i ét nu blevet fuldkommen sløv?

Her lå hun på bunden af en vogn, langt inde i et fladt, gult land. Ching sad med lyst støv på den sorte silkekutte, han trods hendes protester havde købt, og han værdigede hende ikke et kærtegn.

En kusk dinglede halvsøvnig foran på vognen. Nu og da, når den hældede for voldsomt, vågnede han op, og i et vanvittigt raseri piskede han løs på den lille, beskidte hest, så at blodet piblede frem.

Hver gang fo'r Mary sammen, og hendes matte øjne søgte hjælp hos Ching.

"Sig til ham, at han skal lade være!" stønnede hun.

Men Ching sad ubevægelig, uinteresseret.

"Det er jo kun en hest!" mumlede han.

Og Mary trykkede hovedet ned mod den hårde vognbund, som bumpede mod hendes pande.

Hvad var der sket med Ching? Hvor var den Ching henne, som ved de kommunistiske møder havde talt så smukt om Kinas fornedrelse og følt sig som en profet, der skulle bringe sit land til fornuft?

Bare hun var flygtet! Kaptajnen om bord på flodbåden, den høje skotte, havde talt med hende og rådet hende til at vende om. Ching havde sikkert en kone hjemme, havde skotten sagt, og i hvert fald havde han en mor. Hun vidste nok ikke, hvad en svigermoder i Kina var. Fortættet ondskab! Mange svigerdøtre hængte sig! Haha! Og han ville have givet hende gratis rejse tilbage; men hans smil havde været uendelig råt. Rejsen var ikke blevet helt gratis endda.

I angst havde hun spurgt Ching, om han havde flere hustruer; men han havde med en lang række ord, som tilsammenlagt ophævede hinandens mening, svaret hende omtrentlig benægtende. Det sidste ord havde i alt fald været nej.

Det havde vel blot været en af hans spiralske omskrivninger. Alt direkte virkede jo på ham som uhøflighed. Selv det mindste skulle vikles ind i mange sætninger med dobbelte nægtelser, ellers følte han sig som overfladisk.

Men Mary kunne ikke tænke det igennem, og her i det gule, nøgne land, hvor støvet blændede hende, og hvor vognens stød mørbankede hende, følte hun hver tanke som en hjernebyld.

Hun krummede sig sammen, og den vamle stank fra blusen bedøvede hende. Hun følte sig, som om hun gravede sig dybere og dybere ned i en mødding. De kinesiske kroer havde besudlet hende. Hun var med sin kriblende hud blevet slynget ind mellem hobe af svedige kinesere. Der havde været slagsmål, skrig og hasard, og væggene ud mod staldene havde rystet hele kager af ler ned over hende, medens de dirrede under hestehovenes slag. Og dér havde hun ligget og lyttet til kakerlakkernes dumpen ned fra loftet, medens hendes mand havde spillet hasard og var smeltet sammen med de modbydelige kinesere.

"Dér, dér ligger mine fædres gård!" udbrød Ching pludseligt og pegede mod nogle sorte hytter men en klump træer. Et par skader gled i hoppende flugt hen over dem.

Mary rettede sig, og skønt hun var så træt, at hun så husene bølge i rød tåge, ordnede hun håret og blusen og prøvede på at smile; men det blev et ensomt smil.

Hun flyttede sig for at få en plads, hvorfra hun bedre kunne se, og fik nu øje på en flok nøgne unger, der med spændte, runde maver benede hen mod vognen, snublede og vrælede, skreg og pegede og var så ivrige, at de korte fletninger oven på det skaldede hoved dirrede.

Henne ved husene så hun mænd i indigoblåt og kvinder i zinnoberrødt komme frem og stirre med hånden skyggende for øjnene.

Hun rystede af angst. Hvad hjalp den teoretiske lighedsfølelse, når hendes hud kriblede ved tanken om at skulle være sammen med mange kinesere. Og for første gang følte hun, at Ching var en kineser, at Kina dunstede ud af hans porer, og at hun var uren, fordi hun havde holdt ham i sin favn.

Da de var kommet op foran gården, op foran den lille mur, som spærrede for udsigten ind gennem porten, dukkede en mængde hoveder op over vognkanten. Alle stirrede de på Mary uden at blinke og hviskede sammen og lo højt. Hænder kom krybende og pegede på hendes rødgyldne hår, hendes nederdel, hendes bluse og slips. En særlig fræk finger trykkede på hendes støvle; men Ching forsvarede hende ikke. Med et ubevægeligt ansigt steg han ud og forsvandt.

Her sad hun alene, omgivet af alle disse sorte øjne, der ugenert glanede mod hende, og alle disse gule, krybende hænder, som havde lyst til at pille ved hende. Hun så på disse snavsede fingre med dyriske

negle, og hun syntes, at den gule jord ligesom havde strakt sine støvede arme ud mod hende. Nej, det blev uudholdeligt! Og i en svimlende kraftanstrengelse sprang hun ud imellem alle disse hoveder, gik bag om muren og ind gennem porten.

En ubeskrivelig stank slog sammen om hende. Hendes højhælede støvler sank ned i blødt støv, og som en søvngænger, i en tåge af lys fra nysgerrige kineserøjne, en tåge, der endnu hang om hende, vaklede hun ind mod et lille, firkantet gårdsrum, vrimlende fyldt med mennesker. Et højrøstet skænderi fortættede luften. Ching brugte mund; men en skingrende kvindestemme overdøvede ham.

Pludselig blev der ro. Snavsede og furede ansigter vendte sig imod hende. Nogle glatskrabede, sorte frisurer lynede i solen; men ansigterne, klæderne, stanken gav hende indtryk af en ukuelig almue, en hob af underjordiske væsner, som lige havde gravet sig med hænder og fødder op af jorden og endnu havde støv fra det dybeste indre hængende i tøjet.

Hun blev forvirret stående. Alt gyngede. En lys firkant, der indrammede et utal af fremmede hoveder, drejede sig. En væg af jord rejste sig foran hende, og så blev det mørkt. En grel hånlatter var det sidste, som trængte ind til hende.

Da hun vågnede, lå hun inde i et bælgmørkt rum. En skrå lysstribe var spændt fra en revne i muren ned til en lille, knortet gren, der blinkede med friske, hvide ar efter afrevne blade. Hun anede en bunke kvas.

Ude i gården skændtes de. Hun hørte Chings stemme svinge usikkert mellem sønlig ydmyghed og fribåren vrede, og hun hørte den grelle kvindestemme fra før. Undertiden var det ord, undertiden blot skrig, og skrigene tog til, blev hyppigere og hyppigere og truede med at slå over i en fortsat, forpint hylen. Hun stak fingrene i ørerne, lukkede øjnene og drejede sig for at glemme.

Lidt efter opfattede hun en forsigtig listen. Det var Ching. Men hun ville ikke tale med ham, ikke et ord mere i dette liv. Hun blev derfor liggende, med øjnene lukkede, og med en blinds følsomhed anede hun, hvorledes en skygge kom nærmere, bøjede sig over hende og stirrede. Dette skyggespil v rede kun nogle få minutter; men da han var borte, mærkede hun, hvor hver nerve dirrede i hende. Under øjnene trak det, så at lysgnisterne sprøjtede ned i hende, og i denne regn af gnister så hun landskaber sejle forbi, gule marker, gule marker, i bevægelse fra højre til venstre og flimrende som en dårlig film; men alle markerne stod på hovedet. Så drev røde høje forbi, med toppene nedad, og under dem sejlede lilla himle, blanke som på prospektkort. Hun stirrede betaget og urolig på den verden, der flød forbi hendes indre øjne, som på øjenlågenes bagside, og stadig håbede hun, de ville stille sig rigtigt. Hun sendte et intenst hukommelsesbillede imod den lange række af syner for at tvinge dem om; men det blev blegt og blåt som tåge. Hun var synsk, var hun; men det var en sælsom hensigtsløs evne, der truede med at spalte hjernen.

Endelig blev det aften. Hun hørte den sidste larm ude i gården. En hund hylede, som om den blev kørt over. Nogle kvindestemmer sludrede og lo. Atter lød Chings skridt, og med lukkede øjne mærkede hun hans fremmede blik, som var blevet helt formørket af Kina. Hun følte, at han længe stirrede på hende; men han rørte ikke ved hende. Hun havde skreget, hvis han blot med en fingerspids havde berørt hende. Nej, nej, hun ville ikke åbne øjnene og se ham. Han var en fremmed, en ukendt mand med kendte træk, og det var disse træk, en håndbevægelse, et ord, som hun ikke kunne tåle at opleve igen. Hun ville helst være en tilfældig, en tiggerske, som lå i askekrogen.

Da han var gået, blev hun liggende fem minutter eller en halv time, hun vidste ikke hvor længe. Så rejste hun sig, tog støvler og strømper af og listede hen over gulvet, famlede i mørket langs med væggene, drejede ned ad en skummel gang og øjnede for enden af den en lysning, en dør ud mod det fri. Den gik hun hen imod og kom lykkeligt ud i gården. Blot nu ikke en hund gøede. Blot hun nu ikke faldt over noget og kom til at lave støj. Hun følte sig frem med sine nøgne, ømfindtlige tæer. Hun humpede hen over skærende sten og videre, videre; men nu var der blød jord og kildrende støv, og hun gik hurtigere ud gennem porten, ud på vejen.

Den ville hun følge. Der var fire dages kørsel, altså fem-seks dages vandring, og så ville hun nå floden. Langs den ville hun prøve på at komme op til damperens endestation. Hun trak resolut strømper og og støvler på igen og gik ud i natten.

Landet lå mørkt og nøgent. En stor, sort, ujævn flade. Det var jorden. En stor, sort kuppel med stjerner. Det var himlen. Men ingen kendemærker.

Landet skyllede i sorte bølger, uden huse, uden træer, langt ud i mørket.

Hun følte sig ensom; men ensomheden forfriskede hende. Hun var fri, hun var oprejst, og ingen snavset kineser skulle bøje hende ned mod denne forbandede jord, der lugtede tørt og støvet. Der var ikke spor ægthed ved denne jord, den var ikke fyldig som muld. Det var som en støvbunke var blevet fejet sammen af vinden og havde dannet land. At blive til støv her, gult støv, og blæses hen over øderne! Nej, der var ingen velsignende mørke i den dødstanke. Men blive til muld, sort muld i sit hjemland, det var som at blive mæt og rolig. Denne gule, kinesiske støvbunke skulle ikke få hende. Hun skulle ikke ende som affald.

Ved en sø, som lyste i natten, lagde hun sig for at drikke. Hun skubbede sig frem på maven, blev våd i hele ansigtet og følte sig i ét nu som et hjælpeløst dyr, der snadrede i en pyt. Men da hun havde drukket, følte hun atter kraft, tog støvlerne af, fyldte dem med det snavsede vand, bandt snørebåndene sammen og hængte de mærkelige vandbeholdere over skulderen. Nu kunne hun da ikke omkomme af tørst den første dag, selv om støvlerne lækkede en smule.

På bare fødder humpede hun videre. Der var en fordybning i jorden, et hjulspor, som hun kunne føle, og hun lod stadig den venstre fod glide langs med det, så at hun var sikker på retningen ud igennem mørket.

Det var ganske stille. Ikke en vind rørte sig. Landet lå stadig øde, den ene sorte bølge bag den anden.

Hun vandrede som en sidste levende på en uddød klode; men ensomheden forfærdede hende ikke. Selv om lemmerne smertede, og øjenlågene var hede og tunge, skulle hun nok holde ud, kæmpe sin kamp med den grådige jord, som trak hende til sig. Det gjaldt om at nå så langt som muligt, inden det begyndte at lysne, og så ved morgengry finde et sted, hvor hun kunne skjule sig. Hvis Ching ville forfølge hende, var det bedst at være skjult, så at ingen kunne give oplysninger om hende.

Da hørte hun et råb og en hestevrinsken!

Kom det bagude eller forude? Var det Ching, som forfulgte hende? Og i angst gav hun sig til at løbe. Atter lød råbet, og hun standsede. Det var forude. Det kunne altså ikke være Ching. Et hjul knirkede, og nogle stemmer talte sammen.

Hun løb bort fra hjulsporet, et stykke ind på marken, og kastede sig ned. Med øret presset mod jorden kunne hun mellem hjertets urolige slag høre en hestehov dunke og et hjul skride ned i sporene og bumpe op igen. Stemmerne blev tydeligere, og hun vendte hovedet for at se. I mørket tonede en krikke og en åben kærre frem. Kusken i kærren var alene, en sort, foroverbøjet skikkelse; men tre, fire stemmer i skænderi, jubel og sladder hvirvlede omkring den ensomme skygge. Hun stirrede ind i mørket; men hun øjnede kun denne ene mand, der slog ud med hånden, klaskede sig på låret og med fire stemmer skreg til hesten, en mand i lystigt selskab med sig selv, med tre jeg'er, der rædselslagne skræmte onde ånder og røvere bort ved en fjollet munterhed.

Og nu følte Mary også angsten for den store, tomme slette. Hun turde næsten ikke lytte til denne kineser, der kæmpede med ensomheden, med mørkeangsten, med rædslen for det uventede. Stemmerne fra et hyggeligt selskab på fire glade svende lo ud i luften; men hun så den enlige skikkelse rokke frem og tilbage og ligesom slå takt til hjertets urolige banken.

Hun sprang op og løb, uden at tænke på retning eller hjulspor. Denne kusk havde ligesom skræmt hendes hjerte op, så at det flagrede i mørke og ensomhed. Bort måtte hun, langt bort fra dette forfærdelige land, og hun følte, hvor hun hadede den jord, hun løb hen over, den jord, som satte sig på hendes fødder, på hendes tøj, i hendes ansigt, og truede med at opsluge hende. Hun ville ikke være som disse kinesere, disse jordkrybere, der så ud til at være dukket ud af hulerne. Hun var da hvid. Hun løb da på jorden, oprejst og rank; men hendes knæ var krumme af træthed.

Hun løb videre. Hun snublede over huller, hun styrtede, ravede som en vild omkring sig, rejste sig og løb igen, tusinde små skridt igennem et uendeligt land. Kjolen susede om hendes ben. Slipset dinglede. Støvlerne skvulpede vand ned over hende.

En svag stribe viste sig i øst. Den åbnede sig mere og mere, og et trist lys sivede hen over den gule jord. Nu blev det dag. Forude skimtede hun nogle sorte hytter, som hun ikke turde gå hen til. Nej, hun ville blive her ude på marken, hun ville grave sig ned i jorden.

Hun så' atter på husene. De lå sorte under en klump træer, og et par skader gled i hoppende flugt

hen over hende. Hun standsede og greb sig op om halsen, som var hun nær ved at kvæles. Det var jo Ching's fædrenegård, den, som hun var flygtet fra. Natten havde været til ingen nytte. Den havde været en stor, mørk ring.

Med sin sidste kraft brød hun den magiske ring og løb ind over markerne i en ukendt retning.

Mary Elgan blev aldrig klar over, hvor mange døgn hun vandrede rundt. Snart var det lyst, snart var det mørkt. Dag og nat gled som lys og skygge gennem hendes uklare sind. Begivenheder dukkede op af tågen og blev overtrukket igen. Hendes knæ var stærkt bøjede; men hun anede, at hvis hun knælede ned for at bede om nåde, var hun fortabt. Og derfor travede hun videre. Hun havde vist prøvet på at tigge ved nogle huse, men var blevet jaget bort. Havde hunde mon ikke flænget hendes nederdel, så at dens pjalter ikke skjulte hendes ben? Hele sit liv igennem, hele sit senere liv, følte hun en rædsel for hunde, der ikke kunne forklares på anden måde. Havde hun ikke været sammen med tiggere for at betle i kompagni med dem, og havde de ikke overfaldet hende og med spidse kæppe stukket efter hendes øjne for at blinde hende? Hvorfor skulle hun ellers dække sine øjne, en sælsom, mekanisk bevægelse, hver gang hun senere så' kinesiske tiggere, og dem skulle hun se mange af.

Men det sidste halvandet døgn huskede hun, hvor hun fik en smule mad og var ved at styrte sammen, netop fordi hun derved blev klar.

Det var en kineserkvinde, som sad uden for et hus og med et par pinde skovlede ris i sig, og det var Mary selv, som sad over for hende og bandt sit røde slips af. Kineserkvindens øjne lyste. De rettede sig mod slipset og blev begærligt mørke, og Mary pegede som en døvstum på slipset, førte derpå sin finger fra risskålen op mod sin åbne mund; en uhyggelig pantomime, hvor hun kæmpede for livet. Pludselig forstod kineserkvinden. I hast hældte hun den kogte ris ud på jorden, beholdt skålen ligesom af angst for, at Mary skulle tage den i tilgift, og greb slipset. Mary kastede sig ned på maven, og med næsen stukket ned mod jorden slugte hun den varme ris og slikkede bag efter støvet for at finde det mindste korn. Hun blev tvunget til at kysse den forbandede jord som tak for mad.

Kineserkvinden rejste sig og forsvandt hurtigt; men Mary blev liggende, træt og udmattet af at have spist. Læberne berørte jorden, medens hun sov ind.

I morgendæmringen vågnede hun til nyt liv. Hun var fladtrykt i ansigtet, og kroppen havde ligget i en unaturlig stilling, som den ikke ville ud af; men hjernen var frisk. Den hvirvlede, så at det smertede. Smerterne var friske.

Hvad vej hun skulle gå, anede hun ikke. Om hun var på vej ud imod havet, eller om hun havde fart på ind i det indre, vidste hun ikke; men hun var klar over, at tilfældet var det eneste, som kunne redde hende. Tilfældet kunne komme, hvis hun blev liggende; men tilfældet kunne også passere hendes vej to mil længere fremme eller to mil længere tilbage. Blot hun vidste, hvor tilfældets tynde bane gik, blot retningen.

Hun rejste sig, følte sig forfrisket og oplagt til handling; men den halve skål ris, som havde givet hende styrke, havde også givet hende fortvivlelse. Nu vidste hun, hvor håbløst det hele var.

En pludselig energi fik hende til at tænke på et træ, hun så. Dets stamme stod klart aftegnet mod morgenskærets tynde lys; men dets krone flød over i en mørk himmel. Hun gik hen, rev lange striber sejg bark af og bandt dem om nederdelens laser, så at de dannede et par bukser. Hun ville instinktmæssig udrydde den hvide kvinde i sig, og hun fyldte hænderne med støv, smurte sit ansigt ind i det og hældte det hele i sit hår for at dække dets rødlige glans. Men som hun stod dér, følte hun det som en mystisk ceremoni. Det forekom hende, at hun vaskede sig i støv og indviede sig til jorden.

Og fortvivlet skridtede hun af, i kluntede bukser, et fugleskræmsel, der havde været udsat for vind og vejr. Hun gik dårligt nu, angsten tyngede stærkere, og den desperate, mekaniske gangart, som havde båret hende og hendes håbløshed lange veje, havde hun glemt.

Ved middagstid nåede hun en stor by med grå mure udenom, og hun ravede ind gennem porten.

Hos en handlende lige indenfor prøvede hun at sælge sine skimlede støvler; men han tog dem, smed dem langt ind i den mørke butik, greb en kæp og forfulgte hende. En stor skare af børn og voksne sluttede sig til ham, de troede, det var en ond ånd, og jog hende ud af byen.

Uden for muren fik hun fred. Her var en stor plads med affald og sten og rasende hunde, som slæbte rundt med liget af en tigger. Hun følte synet som en rædsel og en hvile. Her blev hun kastet til side som ubrugelig, som fiskeben og rustne jernstumper, og hun knælede, slog panden mod jorden og blev liggende. En hund kom løbende; men da hun vendte sig, trak den sig et stykke bort og gøede. Håhå, nu ville hun værge sig mod de bæster, så længe hun orkede, og så ― og så ―.

Der var intet mere. En høj, grå mur, som jorden med græs og buske og spinkle træer krøb op ad, en blå himmel, udhulet og tom, en dynge affald, og hundene, der reves om deres uhyggelige bytte, skulle det være det inderste, tilværelsen bød på?

Men en kølig vind bevægede murens buske og græs, en fugtig duft overraskede hende. Hun hævede hovedet og så' sig omkring. Hvad var det? Sorte måtter på lange bambusmaster! En djunke! Der måtte være en flod her. En flod! En flod!

Hun rejste sig og tumlede ned mod vandet, ned mod tilfældet, som i disse få minutter passerede hendes vej. En stor kinesisk vogn holdt nede ved en pram. En høj mand med tropehjelm og hvidt tøj skældte ud.

Hun løb, hun snublede, rejste sig og skreg, vildere og vildere. Vognen tumlede ned på prammen. Den hvide mand sprang bagefter, færgefolkene løftede stængerne og gav sig til at hyle i rytme; men Mary gled på de nøgne fødder ned ad lerskrænten, sprang ud mellem stænger og færgefolk og skreg:

― Help me! I am an American!

Den hvide mand skubbede kineserne til side, så' lidt på den pjaltede skikkelse, der lå for hans fødder, i de kluntede bukser. Hun så' ud, som om jorden endnu havde tag i hende. Store kager af ler og snavs dækkede hendes træk. Så bøjede han sig og løftede hende op i vognen og hældte whisky i hende.

Hun mærkede, at hun atter lå på bunden af en kinesisk vogn. Og hun vidste, at der sad en hvid mand ved siden af hende. En duft af shag nåede hende. Men endnu anede hun ikke, at hun skulle følge ham på vej ― ind i landet, dybere og dybere ― ind i det uendelige Kina.

En novelle af Tom Kristensen (1893-1974) fra tekstsamlingen Vindrosen - Konfrontationer, 1934.