Af dr.phil. Claus Secher (fra kompendium på Danmarks Biblioteksskole i sidste halvdel af 1990'erne).

Begreberne 'modernitet' (eller det moderne) og 'modernisme' er ikke så nemme at definere, som man skulle tro. Det første rummer en forestilling om et brud i historien, hvor en ny verdensorden afløser en gammel . At tidsfæste et sådant brud nøjagtigt er umuligt.

I den anden ende af tidsperspektivet er opgaven endnu vanskeligere.Hvornår ophører moderniteten? Opfatter enhver generation sig ikke som moderne i forhold til den foregående? Samfundsforskere, filosoffer og kunstnere har i 1980'erne og her i begyndelsen af 90'erne talt om, at vi nu lever i en postmoderne tid. Begrebet postmodernitet implicerer både at vi lever i forlængelse af og i en periode efter det moderne.

Begrebet modernisme hører hjemme i kulturhistorien, hvor det er et fællesbegreb for udviklingsretninger inden for arkitektur, billedkunst, litteratur og musik i det 19. og det 20. århundrede. Modernismen er kunstens svar på en moderne historisk situation, men ikke alle moderne kunstværker er modernistiske. Modernisme-begrebet henviser til en række formmæssige kunstgreb inden for kunstarterne og er snævrere end modernitets-begrebet.

Men samtidig er det et overbegreb for en hel række "ismer", der med stigende hast dukker op i det 20. århundrede: kubisme, ekspressionisme, futurisme, imagisme, surrealisme, abstrakt ekspressionisme og konkretisme.

Inden for litteraturen er der tradition for at sige, at modernismen starter i 1857. I det år udkommer Charles Baudelaires digtsamling Les fleurs du mal (Syndens blomster) og Gustave Flauberts roman Madame Bovary. Selv om der er mange senromantiske klange og temaer i Baudelaires digtsamling, er alle enige om, at han er faderen til den modernistiske lyrik, mens Flauberts roman til gengæld traditionelt regnes som forbilledet for den realistiske roman.

Georg Brandes kaldte sine litteraturkritiske portrætter af skandinaviske samtidsforfattere for Det moderne Gjennembruds Mænd (1883). Brandes' litteraturkritiske program var at støtte den samtidslitteratur, som satte aktuelle samfundsproblemer under debat. En af disse gennembrudsforfattere var Henrik Ibsen, der med sine dramaer netop forsøgte at virkeliggøre Brandes' ideer. Det moderne blev ude i Europa i 1880'erne ofte forbundet med Ibsens dramatik og i 1890'erne med Strindbergs mere symbolske eller ekspressionistiske dramaer. J.P.Jacobsen, regnes i den traditionelle danske litteraturhistorie som den første realist eller naturalist. I den tysksprogede kultur blev han i 1890'erne opfattet som senromantiker og først og fremmest som modernist.

Der er enighed om, at højmodernismens glansperiode ligger i årene efter 1. verdenskrigs afslutning. I 1922 udkommer både James Joyce: Ulysses og T.S.Eliots store digt The Waste Land (Ødemarken). Marcel Prousts store roman-cyklus På sporet af den tabte tid kommer 1913-27, Thomas Manns Trolddomsbjerget 1924 og Virginia Woolfs Mrs. Dalloway i 1925.

Franz Kafkas Processen blev skrevet 1914-15, men først udgivet i 1925, året efter hans død. I dansk litteratur ankommer den først for alvor i 1950'erne og 1960'erne, selv om en del af 20'ernes og 30'ernes forfatterskikkelser, f.eks. Tom Kristensen, Emil Bønnelycke og Gustav Munch-Petersen, kan ses som forløbere.

Tilsvarende periodiseringsproblemer har man inden for maleriet og musikken. Man kan betragte impressionismen som kulminationen af det klassiske maleri, hvor atelieret afløses af naturen som produktionssted, men hvor motivet: den ydre natur, er det samme.

Men man kan også se impressionismen som det modernistiske maleris første fase, hvor en nyere, dristigere farve- og lysopfattelse peger i retning af det moderne maleris løsrivelse fra et egentligt motiv. Claude Monets åkandebilleder opløser næsten formerne i farvesymfonier.

Den senromantiske musik viderefører den romantiske musiktradition, men Richard Wagners operaer og hans forestillinger om et 'Gesamtkunstwerck', hvor digt, myte og toner går op i en højere enhed. ligner tilsvarende tendenser i den modernistiske litteratur. Gustav Mahlers symfonier med deres blanding af harmoni og disharmoni peger både bagud mod Beethoven og fremad mod den atonale musik hos Arnold Schönberg.

I det følgende vil begrebet modernitet (og det moderne) blive brugt om den historiske eller kulturhistoriske situation, hvori den moderne kunst og litteratur skabes. Modernismen derimod betragtes som et kunsthistorisk fællesbegreb for en række formelle eller strukturelle træk, som anvendes for at give den erfaring et kunstnerisk udtryk.

Modernismen er ligesom realismen og naturalismen et produkt af den eksplosive samfundsudvikling i det 19. århundrede. Industrialiseringen, urbaniseringen, udviklingen af ny teknologi og af naturvidenskaberne skaber et nyt menneskebillede. Det moderne menneske skal vænne sig til et hastigt accelererende tempo. Det oplever i storbyen medmennesket som en truende masse, og den moderne kunstner bliver et nervemenneske, udsat for stadige chokoplevelser fra moderniteten.

Moderniteten opleves som en opløsning af gamle fortolkningsmodeller. Pil Dahlerup definerer modernismen som:

Guds død, Virkelighedens død, Symbolets død, Mimesis' død, eller som hun siger på en anden måde: modernisme er den litteratur, der skrives på det vilkår, at transcendensen og immanensen begge har mistet deres gyldighed. (Pil Dahlerup: Hvad er modernisme, Kritik 94, s. 99).

'Guds død' refererer til Nietzsches filosofi, hvori den kristne periode erklæredes passé. Det moderne menneske skulle ryste den kristne slavemoral af sig og tage ansvaret for sit eget liv på sig. Det nye og stærke menneske (overmennesket) frigjordes til at skabe sine egne værdier. At Gud var død var jo ikke umiddelbart indlysende for alle i Nietzsches samtid (eller eftertid), men det betød, at den moderne filosof eller kunstner måtte skabe på disse præmisser. Allerede den kristne filosof Søren Kierkegaard erklærede kirken for død og placerede religiøsiteten hos det enkelte menneske. Modernismen bygger på en stærk individualisme.

'Virkelighedens død' er nok et endnu mere problematisk udsagn. Det refererer imidlertid til den oplevelse, som de fleste modernistiske kunstnere havde: at den samtidige virkelighed var overfladisk, materialistisk, småborgerlig eller ussel. Gennem den modernistiske kunst går en utopisk drøm om en højere virkelighed, som kunstoplevelsen kan føre frem til. Her skabes forestillingerne om den moderne kunstner som 'seer' og den modernistiske kunst som avantgarde-kunst, dvs. en kunst, der går i forvejen for sit publikum og peger frem mod en bedre virkelighed.

'Symbolets død' kan også synes paradoksalt, for så vidt som symbolismen regnes for en tidlig modernistisk fase, og fordi den modernistiske kunst i så høj grad betjener sig af symboler eller metaforer.

Det skal dog forstås på den måde, at det traditionelle symbol, inden for en fast defineret kulturel tradition som f.eks. den kristne, mister sin betydning. Det modernistiske symbol eller metaforen får ikke sin mening fra traditionen, men fra den unikke sammenhæng i det enkelte kunstværk, det indgår i. Den modernistiske digter eller maler skaber sin egen personlige metaforik eller ikonografi i sit værk.

Det græske begreb 'mimesis' kender vi fra Aristoteles Poetik, hvor det bruges som et krav til og specielt tragedien om, at den skal efterligne virkeligheden. Den modernistiske kunst efterligner ikke virkeligheden, men skaber sin egen virkelighed gennem den kunstneriske form. Den peger ofte gennem en række kunstgreb på sig selv som kunstprodukt.

Et af de berømteste eksempler er den belgiske maler Magrittes billede af en pibe, hvorover han har skrevet: Dette er ikke en pibe. Teksten peger på det, der for den modernistiske, men ikke den realistiske betragter, er en selvfølge: at dette ikke er en pibe, men billedet af en pibe.

Modernismen peger på sin egen stoflighed og sin væsensforskellighed fra den omverden, hvorfra den henter sit motiv. Modernismen er ikke transcendent, fordi den ikke direkte peger ud eller op mod en højere fastlagt virkelighed;den er selv sin egen virkelighed. (Dette er selvfølgelig en sandhed med modifikation; specielt litteraturen som sprogligt udtryksmiddel bærer uundgåeligt på en masse referencer til verdenen uden for kunsten). Den er heller ikke immanent, fordi den ikke er en umiddelbar spejling af virkeligheden.

Modernismen skabes altså på baggrund af en række 'dødsfald'. Det er derfor ikke underligt, at den ofte fremstår som en krisekunst, et forsøg på at skabe orden i et eksisterende kaos. I forestillingen om det 'moderne', som den filosofiske postmodernisme har været med til at tegne, identificeres dette som regel med udviklingsoptimismen i det 19. århundrede, som Hegel og Marx filosofisk set var en del af. Den udviklingsoptimisme havde sine rødder i oplysningstidens rationalisme, og den forstærkedes af de økonomiske, videnskabelige og teknologiske muligheder, som det 19. århundrede bragte for dagen.

I modsætning til denne samfundsmæssige og filosofiske optimisme ser den modernistiske kunst ofte kulturudviklingen som et forfald, som Vesterlandets undergang, der var titlen på den tyske idéhistoriker Oswald Spenglers indflydelsesrige værk fra 1927. Det er symptomatisk, at modernismens virkelige gennembrud kommer i årene efter 1. verdenskrig, som de fleste intellektuelle oplevede som et totalt værdisammenbrud.

Kun inden for arkitekturen træder udviklingsoptimismen klart frem som funktionalisme, og i en marginal litterær modernistisk retning som futurismen hyldes de moderne maskiner. Kubismen inden for maleriet kan måske opfattes som en glad hyldest til geometrien og det moderne livsformer.

I litteraturen er det imidlertid tydeligt, at moderniteten ofte tolkes som et forfald. En ekstremt moderne eksperimenteren med de litterære former går ofte hånd i hånd med en nostalgisk længsel efter tidligere kulturers større meningsfuldhed. Denne bagudvendte ideologiske længsel kom mest ekstremt til udtryk i den amerikanske lyriker Ezra Pounds begejstring for den italienske fascisme og antisemitismen, og Knut Hamsuns opbakning bag nazismen.

En ny kulturs fremvækst består naturligvis ikke kun af 'dødsfald', men også af nyskabt liv. En væsentlig bestanddel af modernismens modernitet består i skabelsen af et nyt menneskebillede. I år 1900 udsender Sigmund Freud sin epokeskabende Drømmetydning og grundlægger dermed ikke blot en ny psykologisk teori, psykoanalysen, men skaber samtidig et nyt menneskesyn, som kommer til at virke enormt inspirerende og foruroligende på modernistiske kunstnere. 1920'erne og 1930'ernes surrealisme inden for malerkunst, film og litteratur brugte i Freuds ånd drømmen eller automatskriften som adgangsvej til skildringen af det ubevidste.

Freuds psykoanalytiske teorier, som de udvikledes i det 20. århundrede, byggede ikke blot på hans terapeutiske arbejde i Wien, men også på hans enorme kulturhistoriske viden. Den basale teori om Ødipus-komplekset satte han selv begreb på, men det var jo grækeren Sofokles, der i sin tragedie havde skildret det, ligesom Shakespeare i renæssancen gjorde det i modificeret form i Hamlet.

Freuds opdagelse af det ubevidste var allerede foregrebet af forfattere i 1880'erne og 90'erne. Freud læste og skrev f.eks. om Dostojevskij og Henrik Ibsen. Det moderne menneskes skygge- og natsider var allerede tematiseret af romantismens forfattere (tænk på H.C.Andersens Skyggen og Edgar Allan Poes gysere) og blev uddybet i århundreders sidste årtier af forfattere, som vi kender både som realister, naturalister og modernister.

Den enorme udvidelse af opfattelsen af hvad det vil sige at være menneske, trængte ind i alle sprækker af den moderne kunst og førte til en problematisering og en begyndende opløsning af menneskebilledet.

Opmærksomheden omkring det ubevidste, det dæmoniske eller det dyriske i mennesket medførte, at man satte spørgsmålstegn ved den menneskelige identitet. Baudelaire byggede sine digte i Les fleurs du mal omkring modpolerne spleen (livslede) og idealitet. Han skildrer på en radikalt ny måde det sataniske, det onde og det perverse i mennesket, samtidig med at idealiteten snarere lægges ud i sprogets magi end i en ortodoks tro.

Det klassiske idealistiske kultursyn opererede ud fra en klar opdeling af kulturens områder. Man talte om 'det gode, det sande og det skønne'. Etikken tog sig af det gode, filosofien det sande og æstetikken det skønne. Kants filosofi bygger endnu på en sådan tredeling.

Modernismen problematiserer både det gode og det sandes entydige realitet, samtidig med at den udvider området for det skønne radikalt.

Det 'hæslige' indføres som æstetisk kategori. F.eks. vakte Picassos maleri fra 1907 Frøkenerne fra Avignon furore, fordi det med sine kubistiske kvindeskikkelser med ansigter, der lignede afrikanske masker, brød med en traditionel æstetisk idealisering af kvinden.

Det 'hæsliges indtog' kan også aflæses i den atonale musik og i litteraturens fokusering på den menneskelige driftsside. Det er ikke tilfældigt, at det er i modernismens periode, at vi oplever en række retssager med krav om censur mod litteraturens frimodige skildringer af seksualiteten (Baudelaire, Herman Bang, James Joyce, Henry Miller, D.H.Lawrence, Agnar Mykle og Soya). Først med postmodernismens tolerance eller moralske relativisme frigives pornografien.

Den større psykologiske forståelse for det psykisk sammensatte fører til et mere komplekst kunstnerisk udtryk for det menneskelige. Hvad mennesket mister i 'ånd', får det i den modernistiske kunst igen i sammensathed og splittethed. Menneskets fremmedgørelse - både over for samfundet og sig selv - bliver et centralt tema. I det lange løb sker det også undertiden, at mennesket reduceres til et rent biologisk væsen uden personlig identitet.

Dette er tydeligt i den absurde dramatik, i den 'nye' franske roman i 1960'erne og 7o'erne, hvor det moderne menneskes tingsliggørelse føres ud i det ekstreme. Ændringerne i menneskeopfattelse fører også til ændringer i den moderne kunsts skildringer af tid og rum. Den objektive tid erstattes mere og mere af subjektivt oplevet tid, og det konkrete sociale rum afløses af et vanskeligt identificerbart eksistentielt rum, som f.eks. i Kafkas prosa eller Samuel Becketts romaner og skuespil.

Storbyen er en ganske selvfølgelig stoflig baggrund for så megen nyere fortællekunst og lyrik (Torben Brostrøm: Modernisme før og nu, s. 59) siger modernismens danske litteraturkritiker Torben Brostrøm. Allerede Walter Benjamin havde påpeget, at den chokprægede oplevelse af storbyen og menneskemasserne var forudsætningen for Baudelaires lyrik.

Den modernistiske lyriker skriver sine digte ud fra et fundamentalt tvetydigt forhold til storbyen. Han indgår selv i den, trives måske i caféernes bohèmemiljø, men oplever samtidig den moderne fremmedgørelse eller absurditetsfølelse i det forjagede storbyliv. Storbyen opleves som en jungle, som et planløst væld af modstridende individuelle interesser eller som en labyrint uden udgang. Kun sjældent - som f.eks. hos den amerikanske lyriker Walt Whitman - betragtes storbyen optimistisk som et vældigt demokratisk mulighedsfelt.

Også i romanen i det 19. og 20. århundrede dominerer storbyen I den realistiske og naturalistiske roman er Balzacs og Zolas romaner utænkelige uden Paris, og Dickens uden London. I Sult (1890) beskriver Hamsun Kristiania (Oslo) som en by man ikke kommer fra, uden at den har mærket én. Tom Kristensens Hærværk (1930) kan læses som en angstpræget roman om 1920'ernes København.

Malcolm Bradbury fremstiller russeren Fjódor Dostojevskij som den første store moderne forfatter, og hans Forbrydelse og straf (1866) som den første store moderne roman.

Den er et barn af sin tidsalder og sin storby, Skt. Petersborg. Raskolnikov er en af datidens typiske intellektuelle, en ateist og nihilist, der tror på individets frie ret til at skabe sin egen moral og overskride religiøse og moralske love til fordel for et selvskabt højere formål. (Malcolm Bradbury: Da litteraturen blev moderne. Ti store forfattere, s. 54).

Han myrder en ussel pantelånerske og søger ud af dette mord at skabe en ny moral, der hævder individets absolutte ret over for al gældende etik. Han lærer dog til sidst, at der findes en højere etik end hans egen overmenneske-moral og melder sig til politiet.

Dostojevskijs løsning på konflikten i denne roman - og endnu tydeligere i et andet hovedværk Brødrene Karamazov (1879-80) - er antimoderne, dvs. kristen. Til gengæld er hele romanformen og den psykologiske dybdeboring tidstypisk og moderne. Raskolnikov er inkarnationen af en moderne nihilistisk, nervebetonet storby-intellektuel.

Som sådan peger han frem mod Nietzsches teori om overmennesket (Således talte Zarathustra, 1883), mod Freuds dybdepsykologi og mod Thomas Manns og Franz Kafkas romaner.

Den måde, hvorpå den russiske storby får liv og stemmer på, påvirker James Joyces Ulysses. Joyces omfangsringe roman er bl.a. en detaljeret kortlægning af en storby, det irske Dublin, som han for længst havde forladt, men længtes tilbage imod. Den foregår på én dag, d. 16. juni 1904, af Joyce-fans senere ihukommet som Bloomsday efter de to af de 3 hovedpersoner, ægteparret Bloom.

Har man læst den tjekkiske forfatter Franz Kafkas to romaner Processen (1925) og Slottet (1926), så vil man opleve Prag og kvarteret omkring slottet Hradcany som typisk kafkask. Selv om hans romaner har et bevidst surreelt præg, så skaber de på modernistisk vis et åndeligt signalement af storbyen.

Joyces eksil i det kontinentale Europa er symptomatisk for den moderne kunst. Den skabes ofte i eksil, og den bygger på en internationalisering af kunstnerverdenen. Det gælder for en stor del af den amerikanske mellemkrigslitteratur, at den skrives i Europa. Ezra Pound og T.S. Eliot tog til England, Eliot blev sågar engelsk statsborger.

Ernest Hemingway og Francis Scott Fitzgerald tog til Paris, hvor Gertrude Stein allerede holdt kunstnerisk salon. De gjorde det ikke blot, fordi whiskyen var billigere og lovlig der, men også fordi de i Paris mødte et kunstnerisk avantgardemiljø. Digtere og billedkunstnere inspirerede gensidigt hinanden. I Wien omkring århundredeskiftet arbejdede malere, arkitekter, forfattere og komponister sammen for at skabe et moderne kunstnerisk udtryk.

Joseph Conrad er et eksempel på en moderne forfatter, der skifter sprog. Han var oprindeligt polak, men sejlede meget, slog sig ned i London og skrev på engelsk. Vladimir Nabokov, der udvandrede fra Sovjetunionen til USA skrev først på russisk og sidenhen på engelsk. Blandt emigrantforfattere kan man nævne Bert Brecht og Thomas Mann, der sammen med mange filosoffer og videnskabsmænd måtte flygte fra Hitler-Tyskland i 30'erne og slog sig midlertidigt ned i USA. Fremmedgørelsen og eksilet var en konkret erfaring i mange modernistiske kunstneres liv.

Mange forbinder litterært modernismen med lyrikken. Den modernistiske lyrik, der først blomstrer i Frankrig med Baudelaire, Rimbaud og Mallarmé, dernæst i de angelsaksiske lande med William B. Yeats, T.S.Eliot og Ezra Pound, og i Danmark i 1950'erne og 6o'erne med bl.a. Ivan Malinovski, Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne og Inger Christensen blev berømt og berygtet for sin utilgængelighed.

Det moderne i den modernistiske lyrik er, at genren løsrives fra en række traditioner.

Den ene er sangtraditionen, hvorigennem f.eks. salmerne og fædrelandssangene blev levende for folket. (En midlertidig tilbagevenden til denne tradition var 6o'ernes rocktekster og folkesang).

En anden var den romantiske opfattelse af genren, i flg. hvilken digtet er et spontant udtryk for forfatterens følelser og sindsstemninger. Den tyske teoretiker Hugo Friedrich har i Strukturen i moderne lyrik sagt, at den moderne lyrik bygger på 'depersonalisering', dvs. at det jeg, der taler her ikke er identisk med den private forfatter, men er et 'litterært' jeg, en del af det fiktive rum, som teksten bygger op. Det bedste danske, modernistiske hoved Villy Sørensen har i sin litteraturkritik skelnet skarpt mellem det private, der er litteraturen uvedkommende, og så det personlige som det, der i kunsten får et alment udtryk.

I den konkrete, modernistiske lyrik kan digtet undertiden rent grafisk være et billede, der illustrerer, hvad digtet handler om. Som i dette tilfælde, Le tombeau d'Orphée fra Per Højholt: Poetens hoved (1963), hvor digtet grafisk illustrerer det, der kastes med kunstneren Orfeus. Se digtet.

Den franske lyriker Arthur Rimbaud talte om, at kunsten skulle gennemføre en desorganisering af alle sanser, og at den moderne lyriker skulle være en 'seer'. Hermed mente han, at digteren gennem sproget skulle nedbryde traditionelle måder at se på og skabe nye former for skønhedsoplevelse. En del af denne lyrik opfattede musikken som den højeste form for kunst.

Samme stræben mod det musikalske udtryk kan ses i udviklingen af det nonfigurative modernistiske maleri fra Monet til Kandinsky.

Den modernistiske lyrik betød et opgør med de klassiske metriske former. Digtets musik skulle ikke længere opstå gennem brugen af allerede eksisterende versrytmer og rim, men skabes ud fra det enkelte digts individuelle musikalske struktur.

At sige noget generelt om den nu over 130 år gamle modernistiske lyriktradition med alle dens underafdelinger af forskellige ismer er vanskeligt. To tendenser i det modernistiske digt, som tilsyneladende modsiger hinanden, skal imidlertid påpeges.

• Den ene er tendensen til det ultrakorte digt, forsøget på gennem 1 eller 2 prægnante billeder at fremmane en kompleks følelsesmæssig stemning.
• Den anden er det lange digt, digtsuiten, hvorigennem lyrikeren forsøger at beskrive en hel civilisations åndelige krise.

For den første type digt skabte den amerikanske lyriker Ezra Pound begrebet imagisme. Et enkelt eller to lyriske billeder, (image=billede), skulle være en eksakt formel for en kompleks oplevelse. Et berømt eksempel fra Pounds egen produktion er digtet På en metrostation fra 1916,som lyder således (i Jørgen Sonnes oversættelse):

Pludselige syn af disse ansigter i mængden;
Kronblade på en våd sort gren.

Citeret efter Brostrøm: Modernisme før og nu, s. 76.

Digtets titel definerer tekstens sted, metrostationen, og den første verslinie refererer til enkeltindividets oplevelse af ansigter i mængden. Den anden verslinie sprænger storbyoplevelsen og sammenkobler den med en naturoplevelse. Storbymassen, som kunne være truende, forbindes med forestillinger om vækst, forår og grøde. Digtet forklarer ikke sit eget spring, men lader læseren foretage det selv ud fra dennes egne forestillinger, om hvad tidligt forår betyder, Den modernistiske lyrik kræver en meddigtende læser. Heraf dens sværhed, men også dens rigdom for den der gider. Pounds model for denne ultrakorte digtning var den japanske haiku-digtning. Den inspirerede danske modernister i 60'erne, f.eks. Ivan Malinowski i Poetomatic (1965) og Hans-Jørgen Nielsen.

Det mest berømte eksempel på det lange digte er T.S. Eliots lange digt Ødemarken. Det består af 434 vers, opdelt i 5 afsnit; dets 17 sider er givetvis de mest studerede i moderne litteratur. Det er sprængfyldt med litterære citater og referencer til klassisk litteratur og mytologi, som blandes med øjebliksbilleder fra det samtidige London. Antallet af citater og hentydninger er så stort, at Eliot 14 år senere i Collected Poems vedlagde sine egne noter til digtet.

Digtets idé er gennem kontrasten mellem nutidsscenerne og citaterne at skabe en bevidsthed om den nutidige kulturs forfald i forhold til fragmenterne fra en tidligere, højere og mere lidenskabelig kultur.

Digtets metode er som ofte i den modernistiske kunst collagens, at skabe en kompleks følelse gennem sammenstillingen af indbyrdes heterogene elementer. Det sanselige Shakespeare-sprog står f.eks. i kontrast til de lidenskabsløse forførelsesscener på tekstens nutidsplan og nutidssprogets fattigdom.

Digtets struktur skabes gennem en moderne anvendelse af Grals-legenden, i flg. hvilken en nutidig krise, præget af tørke og sterilitet, afventer Fiskerkongens frelse af landet. Frelsen vil give væde og frugtbarhed til ødemarken.

Digtets modernitet opstår altså igennem anvendelsen af collageprincippet, citater og en grundlæggende mytisk struktur. Teksten truer med at falde sammen i de fragmenter, som det talende jeg har rejst mod mine ruiner, som et billede på den moderne kulturs mangel på enhedsskabende værdier. Citationsteknikken skaber et element af tragikomedie og parodi, som også er karakteristisk for den modernistiske (og den postmodernistiske) litteratur. Endelig er krisebevidstheden og længslen efter helhedsskabende åndelige værdier fundamental i modernismen.

Det mest ambitiøse lyriske projekt i dansk modernisme er Klaus Rifbjergs store digt Camouflage (1961), der i et voldsomt eksperimenterende og underbevidst sprog søger at afdække jeg'et eller selvet i dets fortid og nutid. Fokuseringen på det kropslige, det biologiske og det tingslige i omverdenen er karakteristisk for den danske modernisme i 1960'erne.

At skabe form i formløsheden gennem brug af ydre struktureringsprincipper har i digtsuitens form fundet sit flotteste udtryk i Inger Christensens lyrik. Bestseller-digtsamlingen Det (1969) henter sin struktur og mange ideer fra den moderne lingvistik, og digtsamlingen Alfabet (1981) bruger dels alfabetet og dels en talrække, som også den serielle musik har anvendt, til at skabe orden i kaos.

Udviklingen inden for den modernistiske roman er mindst lige så radikal som inden for lyrikken. Sprængningen af det gamle menneskebillede fører til nye indsigter og nye teknikker. En større håndværksmæssig bevidsthed, en fokusering på formen er også kendetegnet for den modernistiske roman. Det moderne menneskebillede betyder en større indsigt i, hvorledes menneskets omverdensopfattelse er afhængig af dets subjektive situation.

Amerikaneren Henry James redegjorde i forordene til sine romaner for, hvorledes romanen fortælleteknisk må tage udgangspunkt i det faktum, at oplevelsen af omverdenen tager farve og henter sprog i individets måde at føle og tænke verden på.

Den klassiske romanform med dens alvidende fortæller, der kan overskue og kommentere personernes skæbne blev forladt, og en periode med mere eller mindre upålidelige fortællere begyndte.

Et af de mest ekstreme og mest vellykkede eksperimenter med brugen af upålidelige fortællere findes i den amerikanske forfatter William Faulkners roman Brølet og vreden (1929), hvor første del fortælles af en idiot, anden del af en skizofren og tredje af en upålidelig slyngel. Først i romanens fjerde del anvendes en gammeldags objektiv fortæller, der kan sætte tingene på plads. Kaosset i fortællestrukturen afspejler opløsningen af de gamle familiestrukturer og normer, der fandtes i den amerikanske sydstatskultur, som Faulkner levede i.

Filosofiske overvejelser hos den franske filosof Henri Bergson om tidens rolle i den menneskelige bevidsthed og om erindringens funktion som det, der skaber menneskelig identitet, fandt sit litterære udtryk hos Marcel Proust. I På sporet af den tabte tid fører spisningen af den berømte Madeleine-kage i nutiden til en spontan erindring af fortiden, og hele romancyklussen består i en minutiøs fremmanen af en fortid, de aristokratiske kredse og kunstnermiljøer i det gamle Frankrig, som er ved at gå under.

Denne dvælen hos Proust ved selv den mindste rørelse i psyken blev karakteristisk for den nye roman i Frankrig i sidste halvdel af 50'erne og 60'erne. Prousts stadige kredsen om, hvordan erindringen revitaliseres og fastholdes sprogligt, udvider sig til en diskussion om selve forudsætningen for at skabe kunst. En stor del af den modernistiske kunst, også billedkunsten, handler om eller reflekterer over sin egen tilblivelse, dvs. er metakunst.

Hvad Ødemarken var for lyrikken, blev Ulysses for den modernistiske roman. Ligesom Eliot bruger Joyce et mytisk og litterært forlæg til at skabe værkets struktur. Ulysses er det engelske navn for Odysseus, og Joyces roman er ned i de enkelte kapitler bygget op som en moderne variant af Homers Odysseen.

I Ulysses finder vi også det centrale handlingsskelet fra Homer: en far vender efter mange års eventyr (eller en dagsvandring) hjem til sin ø (eller by) for at blive forenet med sin kone og søn. Men alt hvad der var smukt og ophøjet hos Homer, bliver hos Joyce til parodi. Odysseus er erstattet af en lille jødisk småhandlende Bloom, den trofast ventende dronning er blevet til den utro og liderlige Molly, og sønnen Telemachos til den unge kunstner Stephen Dedalus, der er på jagt efter en åndelig far og et kald.Hvert kapitel modsvarer en hændelse hos Homer, men er samtidig skrevet i sin individuelle stil, som var litteraturen blevet omdannet til et museum over forskellige stilarter.

Samtidig går Joyces personskildring dybere, end man var vant til. Personerne anskues ikke blot i deres diffuse åndelige stræben, men også i deres mest intime kropslige aspekter. Gennem en konsekvent brug af den litterære teknik, man har kaldt 'stream of consciousness' (bevidsthedsstrøm), gengives tankerne i et kaotisk hulter til bulter. Særlig berømt er her det 'pornografiske' slutkapitel, hvor Molly ligger i sin seng og fantaserer.

Samtidigt med Joyce udviklede den kvindelige engelske forfatter Virginia Woolf sin stream of consciousness-teknik.

Brugen af myten som struktureringsprincip i beskrivelsen af den kaotiske samtid er et fast element i megen modernistisk prosa. Thomas Mann tænkte sin Døden i Venedig (1912) ud fra Nietzsches tanker om de to poler i den græske kultur: det apollinske over for det dionysiske, og i romanen Dr. Faustus (1947) brugte han den gamle Faust-myte til at reflektere over, hvad der gik galt i den tyske kultur i 1930'erne.

Franz Kafkas romaner og noveller blev skelsættende i den modernistiske litteratur. Hans fiktionsunivers er drømmeagtigt og surreelt, men så snart man har accepteret udgangssituationen, virker de uhyre virkelige. Hans figurer er jeg-svage individer, der lever i en fremmedgjort verden, de ikke kan overskue. De dømmes af samfundsinstanser, de ikke kender. Det absurde i Processen er, at den anklagede Joseph K. i virkeligheden længes efter at blive straffet for den absurde forbrydelse, som han, uvist hvorfor, anklages for.

Det paradoksale ved Kafkas forfatterskab er, at det på den ene side er meget privat, (Kafka ønskede ved sin død, at vennen Max Brod brændte alt, han havde skrevet), og på den anden side er blevet så alment i vores kulturelle bevidsthed, at vi tit og ofte taler om, at en situation er kafkask i sin absurditet. Anekdoten fortæller, at den ungarske, marxistiske litteraturkritiker og filosof Georg Lukács, som havde været relativ streng i sin vurdering af modernismens dekadence, ved den sovjetiske invasion i Budapest i 1956 skal have udbrudt: Så havde Kafka alligevel ret.

Kafkas evne til at centrere sin kunst om det menneskeligt eksistentielle og til at skabe et symbolsk rum for sin tilværelsestolkning, påvirkede den surrealistiske kunst f.eks. den spanske filminstruktør Bunuel, og han er den store inspirator for absurdismen i drama,roman og novelle (Samuel Beckett, Ionesco, Albert Camus og herhjemme Villy Sørensen). Hele den moderne tjekkiske litteratur (f.eks. Milan Kundera og Vaclac Havel), som for alvor blev konfronteret med et Kafkask bureaukrati, skylder ham meget.

I det 20. århundrede er modernismen som dominerende finkultur ofte blevet udfordret af realismen. Det er specielt sket i forbindelse med stærkt politiserede historiske situationer, hvor nye sociale grupperinger ville give deres erfaringer et umiddelbart mere tilgængeligt kunstnerisk udtryk. Realismen har været fremherskende som alternativ tendens i begyndelsen af dette århundrede med det folkelige gennembrud, under 1930'ernes økonomiske og politiske krise, og i 1970'erne - i kølvandet på 1968 - med arbejderlitteratur, med en mere folkelig realistisk litteratur og først og fremmest med en kønsbevidst kvindelitteratur.

I 1980'erne har der både inden for poesien, prosaen og billedkunsten været en tendens tilbage imod den modernistiske udtryksform. Men samtidig har begrebet postmodernisme både inden for filosofien og kunsten vundet frem som en betegnelse for den nye tidsånd.

Ordet postmodernisme signalerer både brud og kontinuitet i forhold til højmodernismen

Postmodernismen bryder så småt frem i 1960'erne inden for arkitekturen, billedkunsten (pop art) og litteraturdebatten, men som internationalt fænomen slår den først igennem i 1980'erne. Den postmoderne filosofi udkrystalliseres primært i Frankrig og USA. Politisk udspringer den af det gradvise kommunistiske sammenbrud i Østeuropa og højredrejningen i Vesten. I dybere forstand hænger den sammen med en afskrivning af de store politiske utopier. På det kulturelle område hænger den sammen med en tvivl på kunstens mission og på en indsigt i de populære billedmediers dominerende indflydelse.

Ideen om modernismen var forbundet med troen på avantgarden, ikke så meget den politiske som den kunstneriske. Marginaliteten i den modernistiske kunstners rolle modsvaredes af en tro på kunstens almene frelsende funktion. Denne optimisme er ikke længere så udbredt, samtidig med at enhver avantgardistisk manifestation - specielt inden for billedkunsten - neutraliseres og bliver til vare.

Den postmoderne kunst arbejder stadig videre i højmodernismens fodspor. Den modernistiske citationsteknik, genrebevidsthed, intellektualisering og ironi er udviklet endnu tydeligere. Postmodernismen distancerer sig imidlertid ikke fra massekulturen, men flirter med den og bruger dens genrer.

Umberto Ecos Rosens navn (1980) er et eksempel på et stykke postmoderne litteratur, der raffineret og med stor økonomisk succes udnytter fascinationen ved populære genrer som krimien og den historiske roman. Den amerikanske forfatter Paul Auster bruger i sin New York-trilogi (By af glas, Genfærd og Det lukkede rum, 1985-87), en blanding af krimimønster og Kafka-pastiche, indskrevet i en postmoderne form, som storbyen New York lægger krop til.

Benjamin, Walter: Charles Baudelaire. Ein Lyriker im Zeitalter des Hochkapitalismus. Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1969.

Berman, Marshall: All That Is Solid Melts into Air. The Experience of Modernity. New York: Penguin, 1988.

Bradbury, Malcolm: Da litteraturen blev moderne. Ti store forfattere. København: Gyldendal, 1989. Great Writers. London, 1988.

Brostrøm, Torben: Modernisme før og nu. Kbhvn.: Gyldendal, 1983.

Dahlerup, Pil: "Hvad er modernisme?" I: Kritik 94, Kbhvn., 1991, s.98-114.

Friedrich, Hugo: Strukturen i moderne lyrik. Kbhvn.: Gyldendal, 1987. Originaludg.: Die Struktur der modernen Lyrik. Hamburg, 1953.

Hauser, Arnold: Kunstens og litteraturens socialhistorie, bd.2. Kbhvn. Rhodos, 1979. Originaludg.: Sozialgeschichte der Kunst und Litteratur. München, 1972.

Peter Madsen og Helge Rønning (red.): Litteratur og modernitet. Kbhvn. Tiderne skifter, 1990.

McLeish, Kenneth: The Penguin Companion to the Arts in the Twentieth Century. London: Penguin, 1978.

Malcolm Bradbury og James McFarlane (ed.): Modernism. Pelican Guides to European Literature. London. Penguin, 1976.

Jørgen Vosmar (red.): Modernismen i dansk litteratur. Kbhvn. DR/-Fremad, 1967.

Nielsen, Hans Jørgen: Eksempler. En generationsantologi. Kbhvn.: Borgen, 1968.

Secher, Claus: "Kunsten og den forvaltede verden". I: poetik 18. Kbhvn.: Munksgaard, 1972, s. 133- 173.